Anmeldelse af Köblitzer Bergland

20. juli 2011 0 Af Knud

Som produktinformationen angiver, så er ruten “Im Köblitzer Bergland” en viderebygning af freewareruten “Altenburg-Wildau”. Det betyder så også, at når man kører på den, så kan man let tænke “hov, her har jeg da været”, hvilket man sandsynligvis også har, da hovedstrækningen Altenburg-Wildau er den samme. Men fra Wildau er strækningen forlænget gennem et par småbyer frem til Hosvenn. Og fra Köblitz, som er en større by der ligger på den første del af strækninger, er der tilføjet en helt ny strækning mod Vesteuropa (angiveligt Luxemburg, men det er jo en fantasirute…)
Udvidelserne, som er i en grafisk meget høj kvalitet (ligesom vi kender dem fra Altenburg-Wildau), er skønsmæssigt en udvidelse på et sted mellem 1/2 og 2/3 af ruten, og giver rig mulighed for mange spændende scenarier.

Med ruten følger otte scenarier samt et frea roam scenarie og er køreklare direkte fra pakken.

Det medfølgende materiel kommer fra German Railroads og består af 2 stk BR 143, 1 KÖF 323 samt en styrbar styrevogn BDnzrf.
Hvis man allerede har købt “Class 143 at work” og “Control Cars in local traffic” fra German Railroads har man det meste af materielle i forvejen. KÖF’en er ny sådan at forstå at den ikke findes i andre pakker i den farve med beskriften “Werk Köblitz”.
Materiellet er navngivet “Aerosoft – xxx” i scenareieditorens materieloversigt, så de er lette at finde, når man laver egne scenarier. Men det betyder så også, at man har to eksemplarer af samme materiel hvis man har købt de øvrige pakker fra German Railroads. Mon ikke at det kan få betydning ved kommende opdateringer?

Prisen er ca. 25 €, hvilket er omkring 186 kr., og det må vel alt i alt siges er rimelig for en så smuk rute og tilhørende materiel.
Forhandler: Aerosoft

Fejl:
Jeg har primært haft fokus på de visuelle sammenhænge, og har endnu kun kørt et par ture på ruten, så jeg har ikke fundet nogen fejl på selve ruten. Men hornet virker ikke på de to BR 143’ere… så der kommer vel en opdatering på et tidspunkt.