Anmeldelse af vR S-Bahn fra 80’erne og 90’erne

virtual RAILROADS har udsendt to pakker med tysk S-tog fra hhv 80’erne og 90’erne. Udsendelsen af disse togsæt er vel en naturlig forlængelse af, at Aerosoft har udsendt ruten Köln-Düsseldorf, som også indeholder en S-togs-strækning.

Ovennævnte rute indeholder også materiel leveret af Virtual RAILROADS, men efter at have prøvekørt både den medfølgende udgave og de to pakker fra vR, så kan jeg konstatere, at der er en væsentlig forskel. Materiellet, som du får sammen med ruten, er efter min vurdering kun med for at du har noget at køre med straks du har købt ruten, mens der er kælet langt mere for detaljerne i materiellet som du får fra vR – som jeg nu vil koncentrere mig om…

De to pakker indeholder hhv BR143 / Bxf / ABx / Bx grå-orange (80’er-udgaven) og BR143 / Bxf / ABx / Bx verkehrsrot (90’er-udgaven) – Og så er der også en pakke med BR143 Deutsche Reichsbahn / DR i 8 versioner. Den vil passe fint til den rute på Rügen, som et af vores medlemmer arbejder på – men hov, det var et sidespring… vi skal lige tilbage på sporet…

Hvis vi starter med det basale… Køreegenskaberne, både acceleration, decelleration og almindelig fart, er rigtig fine på dette sæt. Ikke bare når man styrer fra lokomotivet, men også når man sidder i Bfx-styrevognen – som naturligvis er styrbar. :-). “Gas” og nedbremsning sker nærmest trinløst, så det er let at holde en permanent hastighed på plan strækning.
Lydbillederne – kan man vel godt kalde det – er også helt i orden. Der er naturligvis forskel på om man sidder i lokomotivet eller i styrevognen.

Specialeffekter er der en del af:

  • Først og fremmeste er det muligt at skrive egne destinationsskilte via det medfølgende “ZZA Manager”. Det har jeg brugt i mit testscenarie på Hagen-Siegen-banen
  • Variabel hastighed på viskerne. Det er en fornøjelse at bruge den facilitet. Jeg kørte mest med 4-sekunders interval i det vejr som jeg har valgt.
  • Justerbar forlys og CAB-lys. Funktionen virker fint, men jeg har ikke brugt den aktivt under kørslen.
  • Du kan manuelt tænde/slukke for motorventilationen. Det har dog kun betydning for oplevelsen på lydsiden

Egne destinationsskilte via ZZA-manager – Jeg har tilført 2 destinationer til rute 12.:
Her ser du så effekten. Det valgte destinationsskilt ses både på lokomotivet og på styrevognen:

Konklusion:

Materiellet er gennemgående rigtig godt udført, og du får også en masse ekstrafaciliteter, som gør toget universelt, så det kan bruges på mange forskellige strækninger der forhåbentlig vil komme.

Prisen på 12,95 € (ca. 97 kr.) synes jeg også ligger på et acceptabelt niveau. Men måske er det ret meget man skal betale, hvis man køber både ’80 og ’90 udgaven – og så også DR-udgaven. Der kunne jeg godt tænke mig, at der kom en “Mega-bundle” så man kunne købe alle tre samlet til en ekstra favørpris. Vi må dog erkende, at der går rigtig meget tid med at lave sådanne modeller, og hvis man har det som levevej, så skal man også have sin betaling.

Scenarierne, som jeg har lavet til min test, kan downloades her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *